Ny spektakulær golfbane åbner på Madeira i 2026

Ponta do Pargo-banen får en dramatisk beliggenhed på det vestligste punkt på Madeira. PR-foto

Helt ude mod vest kan den portugisiske ferieø byde velkommen til den fjerde golfbane. Ponta do Pargo – et Nick Faldo-designet layout – vil leve op til strenge miljøkrav.

Madeira får sin fjerde klassebane. Ponta do Pargo, som er Nick Faldo-designet, skal efter planen åbne I 2026.

Banen har været undervejs længe, men projektet har oplevet en ganske omtumlet tilværelse.

Arbejdet med den første fase af banebyggeriet, som blev påbegyndt helt tilbage i 2009, blev stoppet tre år senere. Nu er arbejdet genoptaget – og skal være færdig næste sommer. Den anden fase af projektet forventes derefter at tage yderligere 18 måneder at gennemføre.

I overensstemmelse med Madeiras bæredygtige retningsliner og for at bevare banens naturlige charme og dens miljø, vil Ponta do Pargo Golf Course – som er ejet af Ponta do Oeste S.A – gennemføre en række foranstaltninger for at reducere miljøpåvirkningen på tværs af det 120 hektar store område. Desuden kommer også etablering af et avanceret kunstvandingssystem.

Allerede tilbage i 2009 blev planerne om endnu en golfbane på Madeira lanceret. I 2026 skulle åbningen foregå. PR-foto

Udsigt over Atlanterhavet

Golfbanen kommer til at ligge på det vestligste punkt af øen i Ponta do Pargo-regionen – omkring 50 minutter fra hovedbyen Funchal. Der bliver tale om en par 72-bane, som bliver den første nye bane på Madeira i 22 år. Designet på et sted med uovertruffen naturlig skønhed på en bakketop omgivet ved Atlanterhavet.

Ud over 18-hullers golfbane vil Ponta da Pargo også have træningsfaciliteter, herunder en driving range og chipping og putting green, en ni-hullers pitch-and-putt bane, et klubhus og restaurant og et hotel, når det er færdigbygget.

Madeira har i øjeblikket tre førsteklasses 18-hullers golfbaner – Palheiro Golf, Clube de Golfe Santo da Serra og på naboøen Porto Santo Golfe.

Beliggende cirka 1.000 km fra det europæiske fastland – og kun 500 km fra det afrikanske kontinent – har øens destination et forbløffende mildt klima, der spænder fra 25 grader om sommeren ned til 17 grader om vinteren, med meget milde gennemsnitstemperaturer og med en moderat luftfugtighed, hvilket gør det til det perfekte sted året rundt for en golfferie.

Af Jørgen Schultz