På feriemessen går rejsen til Kina – også for golfspillere

Mission Hills-golfanlægget er mega-stort - her med Dongguan-hotellet.

Kultur, historie, nye smagsindtryk og masser af spændende rejsedestinationer er på programmet med Kina som Årets Partnerland på Ferie for Alle. Også golfmæssigt er der store oplevelser i Riget i Midten.

Herning: Ferieglade danskere fra hele landet – heriblandt også tusindvis af golfspillere – strømmer år efter år til Herning, når Danmarks største feriemesse bliver afholdt. Endnu engang kan de mange tusinde besøgende se frem til et spækket oplevelsesprogram, når Ferie for Alle finder sted 21.-23. februar 2020 i MCH Messecenter Herning. En af de helt store nyheder på messen er Årets Partnerland, der i år er Kina.

– Som rejsedestination rummer Kina uendeligt mange muligheder. Du kan opleve store ikoniske bygningsværker, dase på kridhvide sandstrande, shoppe i kæmpe storbyer og stå på ski med udsigt til den mest fantastiske natur. Landet har det hele og mere til, vil jeg vove at påstå, og derfor er Kina også blevet udnævnt som Årets Partnerland på Ferie for Alle, fortæller Anders Ladefoged Mortensen, projektchef i MCH, der glæder sig til at byde de mange gæster indenfor til et væld af rejseoplevelser.

Mange af golfbanerne ligger nærmest i udkanten af de store byer. Her er det Shenzhen Golf Club.

Golf og kulturen kan kombineres

De to kinesiske provinser Chongqing og Anhui samt storbyen Shanghai repræsenterer sammen med Det Kinesiske Kulturcenter i København Kina på Ferie for Alle.

Shanghai er Kinas største by, en pulserende metropol i forandring i et miks af tårnhøje skyskrabere og traditionelle kinesiske templer.

Kina er ikke danskernes favorit-destination, når det gælder golf. Men ikke desto mindre er golfen i absolut fremmarch i det store land, og der er masser af store oplevelser. Ofte ligger golfbanerne ganske tæt på de store byer, så golfen og andre oplevelser kan kombineres.