Udlængsel topper i vintermånederne – også hos golferne

De kanariske øer - her er det Abama-resortet på Tenerife - er populært som vinterrejsemål.

Vinteren vinder mere og mere terræn med både de lidt kortere rejser til eksempelvis De Kanariske Øer eller Dubai og til de mere eksotiske oversøiske destinationer som Bali, Vietnam og Thailand, lyder det fra Apollo Rejser.

Det er højsæson for tykke jakker, snotnæser og korte dage. Der er alt for langt mellem solstrejf fra vindueskarmen.
Vinteren er den sæson, hvor flest danskere længes efter at rejse ud af landet. Det gælder også rigtig mange golfere.

Knap hver anden foretrækker nemlig at forlade kulde, mørke og nedbør til fordel for nye oplevelser og lidt varme i kroppen. Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt mere end 1.000 danskere fra hele landet.

Den søde juletid lurer lige om hjørnet. Det samme er højsæsonen for danskernes trang til at udvandre fra Danmark også. For godt nok har mange af os en lang ferie om sommeren. Men det er faktisk om vinteren, at de fleste af os helst vil rejse ud af landet. Fire ud af ti (40 pct.) foretrækker således at rejse væk i vintermånederne.

Til sammenligning foretrækker blot hver sjette (15 pct.) at rejse ud i verden, når solen bager på vores kinder om sommeren herhjemme. Det viser undersøgelsen foretaget af Apollo blandt 1.001 danskere.

Rejsetrangen starter i efteråret

I det hele taget lader det til, at mange af os danskere føler, at vi er født på lidt for kolde og våde breddegrader.

Udlængslen starter nemlig allerede i det smukke, men også ofte våde og kølige, efterår, hvor knap fire ud af ti (38 pct.) af os ynder at rejse væk.

Også de arabiske emirater trækker danskere til, som er ramt af udlængsel i vintermånederne.

– I virkeligheden kan man sige, der ikke er sket så meget, siden vores forfædre drog ud i verden på opdagelse. De ville blot erobre verden på deres måde, mens mange i stedet i dag rejser for at erobre en god plads på stranden og for at få nogle gode oplevelser og lidt sol på de blege kinder. Selvom sommeren altså stadig er vores højsæson i rejsebranchen, så er rejserne i dag spredt langt mere ud over hele året end for blot få år tilbage. Og vinteren vinder mere og mere terræn med både de lidt kortere rejser til fx De Kanariske Øer eller Dubai og de mere eksotiske oversøiske destinationer som Bali, Vietnam og Thailand, fortæller Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

Boom i rejser efter nytår

Med den søde juletid og dens mange festligheder lige om hjørnet, er det dog ikke nødvendigvis nu, de fleste af os pakker kufferter, solcreme og badetøj. Mange venter nemlig, til højtiden er forbi, og vi kun har udsigt til en kold og grå januar måned.

– Det er særligt på den anden side af nytåret, vi oplever den største efterspørgsel på rejser. Julelysene er slukket, og vi opdager, at der stadig er to måneder tilbage af vinteren. Mange af rejserne bliver derfor også bestilt lidt spontant. Også i år, hvor meget tyder på, at længslen efter lys og varme igen er stor, og at De Kanariske Øer og De Forenede Arabiske Emirater med Dubai bliver vinterens favoritdestinationer blandt danskerne de kommende vintermåneder, fortæller Glenn Bisgaard.