En hotel-oplevelse i pagt med den svenske natur

Det er ganske utraditionelt, men komforten fejler ikke noget på Trak Forest Hotel. PR-foto

Småland udgør den geografisk største del af Sydsverige, og en stor del af området består af uberørt skov. I sommeren 2022 åbnede Trakt Forest Hotel, hvor formålet er at give gæsterne en unik naturoplevelse, der dufter, smager og føles som Småland.

Småland, Sverige: Der er et væld af golfbaner i det sydsvenske. Alene i Småland er der flere end 40 muligheder for at spille greenfee og få sig en oplevelse i den svenske natur.

Småland fik i sommeren 2022 også et ganske unikt hotel, som nærmest i bogstaveligste forstand er i pagt med naturen.  Trakt Forest Hotel er navnet. På hotellet er et ophold altid på naturens præmisser, og hvor målet er at få gæsten til at glemme en stresset hverdag i byen. Her er man afskærmet fra støj og falder i søvn under stjernerne i frodige grønne omgivelser. Hotellet kan også besøges om vinteren, hvor snelandskabet vil henrykke.

Fra værelserne er der en skøn udsigt ud i de svenske skove, hvor alt ånder ro og fred. PR-foto

Hotellet er bygget på land, der har tilhørt Mattias Sälletegs familie i generationer, og han er selv vokset op på den tilhørende gård tæt ved byen Holsbybrunn. Hustruen Sandra kommer fra en nærliggende landsby, og sammen ønsker de at skabe en oplevelse for alle sanser i den smukke smålandske natur.

– Det har altid været en glæde for os at byde gæster velkommen på gården og vi har længe drømt om at gøre noget for andre og lade dem være en del af stedet. Der falder helt naturligt en ro over dem, der kommer på besøg og i sidste ende besluttede vi os for at skabe et anderledes hotel, hvor den egentlige luksus består i at bo midt i naturen, fortæller Sandra Sälleteg om tilblivelsen af Trakt Forest Hotel.

Flydende værelser

De enkelte huse, der udgør hotellet, er designet som ”flydende værelser” og skaber minimal forstyrrelse mellem træerne. Smalle stier leder gæsterne til deres værelser, hvor skandinavisk simplicitet er kombineret med luksuriøs komfort i hjertet af skoven.

Skønne, friske råvarer fra naturen indgår i de kulinariske tilbud på hotellet. PR-foto

Frem for alt er det landskabet, udsigten og stilheden, der betyder noget her. Værelserne fungerer som små suiter, der har eget bad og toilet, hvilket i sig selv er en luksus ude i midt i skoven. Så snart man træder ind i værelset byder skoven velkommen fra et stort vindue i stuen. I modsatte ende er soveværelset placeret med et ovenlysvindue over en høj smuk seng. Her kan man kigge på den store åbne stjernehimmel, når man tager afsked med dagen.

Fra køkkenet serveres vidunderlig mad tilberedt af lokale råvarer såsom oksekød fra gårdens græssende køer og lokalt dyrkede grøntsager fra egen køkkenhave eller de omkringliggende gårde. Der serveres bl.a. bøf med ristede rodfrugter, langtidsvildt og æblekompot tilberedt af gårdens æbler.

En uforglemmelig oplevelse i naturen.

Af Jørgen Schultz