Golfere kan finde inspiration til rejser, udstyr og instruktion på feriemesse

Fra fredag den 25. februar til søndag den 27. februar er Dansk Golfshow en del af Ferie for Alle i Messecenter Herning. Foto: Lars Møller/MCH

Efter et års pause er der atter Dansk Golfshow i forbindelse med Ferie For Alle i Herning Messecenter i dagene 25.-27. februar.

Herning: Corona satte en stopper for en fysisk afvikling af Ferie for Alle-messen i begyndelsen af 2021. Men nu åbner Messecenter Herning igen dørene, og traditionen tro er Dansk Golfshow en del af programmet i dagene 25.-27. februar.

Dansk Golfshow er på mange måder det perfekte sted at indlede den nye sæson. Rundt ved udstillerne er der mulighed for at se og afprøve det nyeste udstyr. I løbet af de tre dage er der også spændende konkurrencer med flotte præmier, og der er også mulighed for at opleve proerne i inspirerende clinics.

Og når det handler om inspiration; så er der hele rejsedelen. Der er rige muligheder for at finde ideer til den næste oplevelse rundt i Danmark – og eller ude i den store verden. En række af de danske rejseselskaber er med, og samtidig er der gæster fra udlandet – dels fra golfklubber, destinationer og hoteller.

I løbet af weekenden er der også rejseforedrag – også med fokus på golf. Om fredagen er der inspiration fra rejseselskabet Green2green, lørdag fortæller Caddie Golfrejser omkring golf på Mauritius, og søndag har samme selskab fokus på golf, vin og god mad i Italien og Portugal.

LÆS MERE: Programmet for Dansk Golfshow