Hotel Koldingfjord med en gudsbenådet beliggenhed

Hotel Koldingfjord åbnede i 1990. 132 værelser er der på hotellet.

Det firestjernede Hotel Koldingfjord har ikke blot sin unikke placering helt ned til fjorden og tæt ved fredskov. Også inden for er der service, kulinariske oplevelser og komfortable værelser og suiter. Seks golfbaner ligger inden for omkring 30 minutter.

I 2020 runder Hotel Koldingfjord 30 års-jubilæum.

Det firestjernede hotel har en unik beliggenhed helt nede ved Koldingfjord.

Hotellet, som ligger med en gudsbenådet beliggenhed ud til fjorden omkranset af fredskov, blev oprindelig i 1907-1911 opført som Danmarks første julemærkesanatorium. Frem til 1960 fungerede bygningerne som sanatorium for børn ramt af tuberkulose.

I årene 1988 til 1990 blev de fredede bygninger renoveret og ombygget til hotel med 132 værelser. Der er konferencefaciliteter til op til 300 personer.

Seks golfbaner tæt på

Gæster på Hotel Koldingfjord har ikke færre end seks golfbaner Inden for en halv times kørsel.

Det er Kolding Golfklub, Birkemose Golfklub, Royal Oak Golf Club i Jels, Vejen Golfklub, Keller Park i Børkop samt Golfklub Lillebælt i Middelfart, som alle kan nås med en relativ kort køretur.

Det er ikke et hvilket som helst hotel, som ligger i de fantastiske omgivelser helt ned til fjorden. I oktober 2018 blev Hotel Koldingfjord hædret med titlen; Danmarks bedste hotel uden for hovedstaden. Det skete i Cirkusbygningen ved Danish Travel Awards årlige arrangement, hvor 25 hoteller var bragt i spil, men hvor Hotel Koldingfjord vandt foran Hindsgavl Slot og Marienlyst Strandhotel.

Populære weekendophold

Hotellet spænder bredt; lige fra et særdeles meget benyttet konferencehotel, selskabssted, restaurant med a la carte til et oplagt mål for et weekendophold. Golfspillere – og andre gæster – kan efter deres runde checke ind på hotellet ved 15-tiden, hvor der er kaffe og kage, og et par timer senere er der vinsmagning, inden der serveres en fire-retters sæson-inspireret gourmetmenu om aftenen.

Efter overnatningen i de komfortable værelser venter en stor morgenbuffet.

Fra en lang række af værelser er der udsigt ud over fjorden.

Hotellet tilbyder også ferieophold, og blandt faciliteterne er eksempelvis swimmingpool og fitness-faciliteter.

Barack Obama was here

Hotel Koldingfjord kom for alvor i pressens søgelys i 2018, da den tidligere amerikanske præsident Barack Obama boede på hotellet i forbindelse med et besøg i Kolding.

I a la carte-restauranten serveres sæson-inspirerede gourmet-retter.

Obama blev indkvarteret i hotellets Finn Juhl-suite, som i 2005 blev indrettet som en hyldest til dansk design.

Også en anden dansk politiker, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, har roser til overs for hotellet. Da han i sit første interview, efter at han var trådt tilbage som Venstres formand i slutningen af august i 2019, blev spurgt, hvad han havde foretaget sig, lød et af svarene:

– Jeg har været i Sverige, i Irma og Netto, og så har jeg været på Hotel Koldingfjord, hvor de serverer Danmarks bedste pommesfritter…, svarede Lars Løkke.

Hotel Koldingfjord er et hotel for alle; høj som lav. For golfere og for ikke-golfere.

MERE INFO: Læs mere om Hotel Koldingfjord

Af Jørgen Schultz