Luksus i andalusisk arkitektur

Kridhvidt i typisk andalusisk stil toner hotellet frem oppe på landevejen mod Casares.

Det femstjernede hotel gør golfopholdet på Finca Cortesin komplet. 67 suiter, der spænder fra 50 til imposante 200 kvadratmeter, kan der vælges mellem. Få kilometer fra resortet har hotellet egen beach club helt nede i strandkanten.

Casares, Spanien: Det kan godt være, at det spanske ord Finca sådan direkte oversat til dansk betyder noget i retning af et landhus.

Men hotellet ved Finca Cortesin Golf, Hotel & Spa er alt andet end et beskedent landhus.

Hotel Cortesin er hotel-indkvartering på øverste hylde. Men vær forberedt på, at det skal gribes dybt i lommerne.

På vej op fra Casares Beach nede ved Middelhavet i retning mod den gamle bjergby Casares toner Finca Cortesin markant frem med sit majestætiske og kridhvide design. Men det er ikke kun det luksuøse bygningsværk oppe på bakketoppen, som imponerer. Det gør servicen også. Fra du parkerer udlejningsbilen, eller du stiger ud af taxaen, så vær sikker på, at du ikke ankommer til Finca Cortesins hotel, uden at en medarbejder er klar over din ankomst.

Hotellet åbnede i marts 2009; knap tre år efter åbningen af golfbanen. Og ligesom golfbanen er hotellet også beliggende i de bølgende bakker med udsigt over Middelhavet til den ene side og til Casares-bjergene til den anden.

67 værelser og suiter er der at vælge mellem på Hotel Cortesin.

To hovedgårde

Hotellet er bygget omkring to hovedgårde af nærmest paladslignende proportioner. 67 værelser eller suiter kan der vælges mellem. Størrelsesmæssigt spænder de fra 52 kvadratmeter og helt op til 200 kvadratmeter – alle sammen med imponerende fire meter til loftet.

Finca Cortesin er af flere forskellige magasiner talrige gange blev kåret som det bedste resort i det kontinentale Europa. Det elegante hotel er ikke billigt – tværtimod. Men på trods af prisniveauet er atmosfæren afslappet og hjertelig. En uovertruffen stemning af fred og ro, som om der ikke rigtig var en verden udenfor.

23.000 kvadratmeter omfatter de grønne have-arealer, som rammer hotellet ind. Lige som det er tilfældet ude på golfbanen, så er de grønne arealer også plejet og passet til perfektion. Alt sammen kan det nydes fra de magelige liggestole i det store poolområde, som ligger med udsigt til 18. fairway.

Fantastiske faciliteter er der på det femstjernede hotel.

Fem restauranter

For gourmet-entusiaster er Finca Cortesin et sandt eldorado; fem restauranter er der at vælge mellem. Plus de lette retter som kan fås i klublokalet på første sal ud mod driving range.

El Jardín de Lutz-restauranten har et menukort, som er inspireret af det traditionelle spanske køkken. Der kan spises både indenfor – men også på terrassen med udsigt ned over Middelhavet.

I Kabuki Raw-restauranten er det mesterkokken Luis Olarra, som står i spidsen for et personale, der kreerer fantastiske japanske retter tilsat Middelhavets smagsvarianter. Kabuki Raw er hotellets signatur-restaurant.

Don Giovanni er Finca Cortesins italienske restaurant med sicilianske Andrea Tumbarello som chefkok.

The Blue Bar er placeret I hotellets lounge, hvor der kræses om gæsterne med tapas og andre lettere retter som sandwich, salater og frugt. Desuden er bar-personalet klar med vine og cocktails.

Nede ved g´havet har Finca Cortesin sin helt egen Beach club.

Et par kilometer fra hotellet – helt nede ved strandkanten ved Playa de las Piedras de la Paloma-stranden – ligger The Beach Club. Det er et aflukket område, hvor der kan bades i både pool samt i havet, og der kan også nydes mad fra et menukort, som varierer fra salater til en rød eller rosa bøf.

Kulinarisk er der altså nok at gå ombord i, når det gælder et ophold på Finca Cortesin.

Der er også et stort spa- og fitnessområde. Spa-faciliteterne i indrettet i en grotte, hvor der også er mulighed for at tilkøbe alskens behandling.

Finca Cortesen er og bliver eksklusivt og luksus. Lidt en verden for sig. Men være forberedt på, at kreditkortet gløder.

 

Af Jørgen Schultz
i Casares, Spanien