Norwegian fortsætter udvidelsen i Billund – nu direkte til Gran Canaria

Norwegian udvider selskabets program fra Billund - denne gang til Gran Canaria, som er et populært rejsemål for golfspillere i vinterhalvåret. Foto: Norwegian

Ruten fra Billund til Las Palmas-lufthavnen indledes fra den 30. oktober med en ugentlig afgang.

Billund: Golfspillere – samt turister og forretningsrejsende – kan se frem til endnu en mulighed for at komme til Gran Canaria.

Det er flyselskabet Norwegian, som åbner en rute med virkning fra den 30. oktober med en ugentlig afgang.

Ruten mellem Billund og Las Palmas på Gran Canaria er den niende Norwegian-rute fra Billund. Hos Norwegian er man glade for at kunne fortsætte offensiven i lufthavnen.

– Vi er meget tilfredse med at kunne offentliggøre endnu en rute fra Billund Lufthavn – denne gang til Las Palmas på Gran Canaria, som er en af danskernes favoritdestinationer i vinterhalvåret. De rejsende fra Billund har taget godt imod vores sommersatsning, så nu glæder vi os til at byde de rejsende ombord i vores flåde af moderne, komfortable og mere klimavenlige fly, siger Senior Vice President Commercial Short Haul, Magnus Maursund.

Også en rute til Fuerteventura

Norwegians vinterprogram indeholder desuden to nye ruter fra København (CPH) til henholdsvis München med tre ugentlige afgange og Fuerteventura – en anden golfdestination på kanarieøerne – med en ugentlig afgang.

Priserne på flyrejser til Gran Canaria starter ved 799 kroner for en enkeltbillet.