Saujana Golf & Country Club er femstjernet resort i Malaysia

Palm Course er én af de to baner ved Saujana-resortet i Malaysia. PR-foto

Saujana Golf & Country Club omfatter de to baner The Palm Course og Bunga Raya Course. Og lige ved siden af banerne ligger to luksushoteller.

Kuala Lumpur, Malaysia: Saujana Golf & Country Club omkring 20 kilometer vest for millionbyen Kuala Lumpur er flere gange hædret som det bedste resort i Malaysia.

Initiativet til Saujana Golf & Country Club blev taget af tidligere premierminister, Tun Dr. Mahathir Mohamad i 1982, da han realiserede ideen om at etablere en golfklub i hovedstaden Kuala Lumpur i et forsøg på at tiltrække investorer såvel som turister. Udviklingen af to 18-hullers golfbaner begyndte i 1983.

Udover golfen er der masser af muligheder for afslapning – og så naturligvis sightseesing i millionbyen Kuala Lumpur. PR-foto

I dag er resortet med i det kendte netværk European Tour Destinations.

Gammelt plantageområde

De to baner The Palm Course og Bunga Raya Course ligger i et gammelt plantageområde. Særligt The Palm Course betragtes som en virkelig test. The Cobra er banens tvivlsomme kælenavn. Banen blev renoveret af Ronald Fream i 2015 – og ligger i et lettere kuperet område med en del vand i spil. Fream havde oprindeligt også sat stregerne til anlægget tilbage i 1980erne.

Det er ikke kun de hurtige greens, som er ondulerede. Det samme er mange af fairways, så lidt manglende præcision i udslagene betyder, at bolden ofte kan ende ude blandt de tusindvis af palmetræer, som rammer banerne ind.

To luksushoteller ligger som nærmeste nabo til de to golfbaner. Værelserne er alle velindrettede. PR-foto

Som nærmest nabo til golfbanen ligger to hoteller – The Saujana Hotel Kuala Lumpur og The Club Saujana Resort, hvor der er mulighed for at bo i en storslået natur. Der er tale om femstjernet indkvartering tæt ved en af Sydøstasiens mest pulserende storbyer.

Her er er der optimale forudsætninger for fuldstændig afslapning med masser af kulinariske muligheder samt spa- og wellnessområder. Menukortene på de forskellige restauranter rummer alt lige fra det malaysiske, det japanske, kantonesiske køkken.

Af Jørgen Schultz