Vejen Golfklub ansætter golfmanager

Torben Kastbjerg - ny golfmanager i Vejen Golfklub.

Efter to år som pro-træner har bestyrelsen i Vejen Golfklub ansat Torben Kastbjerg i en nyoprettet fuldtidsstilling.

Vejen: Bestyrelsen i Vejen Golfklub har ansat Torben Kastbjerg som golfmanager i en nyoprettet fuldtidsstilling.

Vejen Golfklub er medlemsejet, drives af en bestyrelse på 7 medlemmer og har ca. 900 medlemmer. Klubben tilbyder flere forskellige medlemskaber, hhv. til en skøn, naturbeliggende og udfordrende 18-huls bane og til nok en af Danmarks bedste 9-huls bane, der også benyttes til Pay & Play. Alle 27 huller spilles året rundt, og der er fortrinlige træningsfaciliteter.

Vejen Golfklub – klub nr. 100 i Danmark – blev åbnet i 1993.

Synliggørelse af klubben

Bestyrelsens bevæggrunde for den nye stilling er en styrkelse af ambitionerne om udvikling af Vejen Golfklub, herunder et øget fokus på synliggørelse af klubben også forhold til sponsorer, rekruttering af nye golfspillere og naturligvis tiltag for fastholdelse af medlemmer og det gode klubmiljø.

Golfklubben kender allerede Torben, da han har været en meget vellidt og kompetent Pro-træner i de to foregående år. Han har i denne periode i høj grad medvirket til en positiv udvikling i træningskulturen.

– Torben Kastbjerg er PGA uddannet hos Kenneth Hansen Golf og har sideløbende hermed taget uddannelse i AU oplevelsesøkonomi. Kombinationen af disse to uddannelser sammenholdt med hans ”drive” er en solid basis for jobbet som golfmanager, fortæller Harald Kjærgaard, formand for Vejen Golfklub.

Torben Kastbjerg udtaler store forventninger til de nye udfordringer og det fortsatte gode samarbejde med Vejen Golfklubs medlemmer.

– Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med Torben, der med sit store engagement og sin passion for golfen vil gøre en forskel for Vejen Golfklub, tilføjer bestyrelsesformanden.