Vejen Golfklubs 25 års-jubilæum fejres med manér

Klubhuset og 18. green set fra drone over Vejen Golkflub.

Der er aktiviteter i mere end en uge, når den sydjyske klub runder det kvarte århundrede. Der tyvstartes fredag den 3. august. De fleste turneringer er åbne for alle.

Vejen: I Vejen Golfklub har et jubilæumsudvalg udarbejdet et meget fyldigt program for at markere, at det nu er 25 år siden de første slag blev slået på golfanlægget i Læborg.

Aktiviteterne er gået i 3 retninger. Dels var der et ønske om at få flere til at spille golf. Dels var der et ønske om at få flere gæster på banen i år og endelig skulle der være en række aktiviteter for medlemmerne.

Indtil videre er det gået ret godt, da der p.t. er startet over 80 ny prøvemedlemmer op og mange af dem har taget golfkørekortet og er meldt ind i klubben som fuldgyldige medlemmer.

Det lykkedes også at få flere gæster på banen. I uge 28 og 29 havde klubben besøg af mere end 1200 greenfee gæster fra 95 forskellige klubber. En medvirkende årsag til de mange gæster var nok, at greenfee var sat ned til 75 kr. og at vejret viste sig fra den meget sommerlige side.

Medlemmernes tur

I uge 32 er det så for alvor medlemmernes tur til at deltage. Vi tyvstarter fredag den 3. med en mix greensome parturnering, og så går det ellers slag i slag fra søndag til søndag med turneringer hver dag undtagen fredag, hvor der afholdes reception. Jubilæumsturneringen på 18 huls banen er fuldtegnet, men der er stadig pladser tilbage på 9 huls banen. Turneringerne er åbne, så der er også plads til gæster, hvis nogen skulle få lyst.

Jubilæumsaktiviteterne slutter søndag den 12. med ”Greenkeepernes skræk-turnering”, som kun er for medlemmer. Her har greenkeeperne fået frie hænder til at lave et bane- og hulforløb som ingen med garanti har prøvet før. Golfspillerne vil med stor sandsynlighed møde udfordringer, der ikke står beskrevet i golfbøgerne.

Der også tænkt på byens og egnens borgere der endnu ikke har fået sin naturlige gang i en golfklub. Lørdag den 11. mellem 14 og 16 er der åbent hus, hvor alle er velkommen til at kigge nærmere på, hvad en golfklub kan være. Flere af klubbens medlemmer står parat til at tage imod og vise til rette.

I forbindelse med receptionen offentliggør klubben en jubilæumsbog, der giver et ganske godt billede af den pioner- og iværksætterånd, der skal til for at etablere et golfanlæg og skabe en klub.