Royal County Down: En links-oplevelse for livet

Kuperede fairways, vanskelig rough og masser af klitter; udfordringerne står i kø på den underskønne Royal County Down.

Den nordirske bane er af Golf Digest blevet kåret som verdens bedste. Banens historie går helt tilbage til 1889.

Newcastle, Nordirland: Er det verdens bedste golfbane? Royal County Down ud til Dundrum Bay i byen Newcastle på den nordirske kyst har i hvert fald opnået hæderen af tidsskriftet Golf Digest.

GolfXtra har beskrevet den rå og barske test, som det var at spille Ardglass-banen lidt længere op ad kysten. Lad det bare være sagt med det samme; Det er ikke lettere på Royal County Down. Måske for Søren Kjeldsen, som vandt Irish Open på Europa Touren på banen i 2015.

Fra hele banen er der udsigt til Mourne-bjergene.

På Royal County Down er der alle de forhindringer, der kan tænkes. I det fantastiske klitlandskab, som mest af alt minder om naturen ved Vesterhavet, er der dybe bunkers, vanskelig rough og et væld af de karakteristiske gorse-buske, der blomstrer i deres smukke gule farve.

Greens er hurtige og ondulerede, og præcision er et nøgleord. Desuden er der et væld af bunkers, som nærmest alle har skæg på kanterne, hvor bolden også kan gemme sig.

Der er masser af blinde slag ud på banen. Det gælder både fra nogle teesteder, men det gælder også i approach-slagene ind mod green. Enkelte steder er der sigtemaster, som hjælper spilleren til at vise vej. Royal County Down er ikke den eneste bane med sådanne master, men de er og bliver en smagssag. Allerede på første hul er der et blindt slag ind mod green.

Fra hele banen er der udsigt til Slieve Donard – det højeste i Mourne-bjergene.

Åbnede i 1889

Royal County Down har en fantastisk historie. Banen var allerede under planlægning, da jernbanen mellem Belfast og Newcastle blev indviet. Nogle golfinteresserede forretningsfolk så muligheden for at få etableret en golfbane i byen, som også husede et fornemt badehotel, som i dag har navnet Slieve Donard Spa & Resort.

LÆS MERE: Klassisk 4-stjernet nordirsk elegance

Klubhuset, til højre, emmer af historie. Bagerst ses det røde Slieve Donard-hotel, som har har navn efter bjerget.

Arbejdet med de første huller skred frem, men da resten af banen skulle færdiggøres, blev der sendt bud efter legendariske Old Tom Morris fra St. Andrews. Han var på det tidspunkt ikke alene en fremragende golfspiller, men havde tillige sans for design af golfbaner.

Det var ikke pengene, der drev Old Tom Morris til Newcastle, for han havde et budget på beskedne fire pund. Godt nok var fire pund en hel del mere værd end i dag, men det fortæller noget om den natur, banen er placeret i, siden det kunne lade sig gøre at skabe en så formidabel golfbane, som tilfældet er.

Royal County Down er en klassisk linksbane, som er vanskelig at besejre.

Klubhuset oser af historie. Masser af billeder af kendte stjerner fra golfsporten pryder væggene, eftersom banen har været kulisse om en stribe større turneringer gennem årene.

Greenfee-priserne ligger i højsæsonen fra maj til oktober i omegnen af 230-240 pund – svarende til mellem 1700-1800 kroner.

Info: Royal County Down website

 

Af Jørgen Schultz
i Newcastle, Nordirland